
Om Koffiboys
Konceptet og ideen om Koffiboys, vores kære rullende kaffevogn, er brygget på to brødres passion for god kaffe, en evindelig eventyrlyst og jagten på smil, gode vibes og nye bekendtskaber.
Vi er inspirerede af diverse gadeboder og trillende køkkener i Thailand og Cambodia, som er kendetegnet af højt humør og hygge, og fordelene ved mobilitet og geografisk frihed blev klare for os, da vi rejste op ad den australske østkyst i en campervan.
Vores interesse for kaffens store, fagre og fantastisk komplicerede verden er blevet større og større de sidste par år, og den er bestemt ikke blevet mindre af at besøge diverse kaffefarme, risterier og caféer i Indonesien, Australien og Vietnam. Vi går meget op i at kunne fortælle historien bag den bønne, vi ender med at servere til dig fra vores lille vogn, så spørg endelig ind til kaffen, når du kommer forbi os! :-)
Som personer går vi meget op i vor hårdt prøvede Moder Jords velbefindende, og derfor skal Koffiboys selvfølgelig efterlade et så lille miljømæssigt aftryk som overhovedet muligt! Det sikrer vi bl.a. ved at anvende bionedbrydelige kopper og låg, servietter, rørepinde m.m. af miljøvenligt materiale. ALLE produkter i vores café er økologiske og dyrket uden brug af giftige pesticider, som skader naturen og os.
Den kop kaffe, du køber hos Koffiboys, er altså ikke bare skænket med stor omhyggelighed og af lækre bønner - den er også skænket i grønt, naturvenligt materiale med minimal indflydelse på miljøet. Join the Green Side! :-)
Vores fynske risteri, Holy Bean, støtter kaffebonden og deres farme økonomisk, så de bl.a. har midlerne til at gro og selektivt håndplukke de bedste økologiske bønner, som vi står og kværner og brygger til dig ved vognen! De hjælper med at forbedre bondens levevilkår og støtter organisationer, som får unge kriminelle i Honduras ud af byerne og ind i et bedre liv på kaffefarmene.Du er altså med til at støtte lokale kaffebønder i Honduras, når du køber en kop kaffe hos Koffiboys, og samtidig får du en økologisk kop kaffe i høj kvalitet - plukket, ristet og brygget med kærlighed. Det er sgu'da win-win! :-)
Vi glæder os til at møde dig og skåle i velskænket, miljørigtig og bæredygtig kaffe!
VORES KAFFE

VORES TE
Nok hedder vi Koffiboys, men vi er bestemt også te-drenge! Vi elsker at dykke ned i teens utallige smage og kombinationer af frugter, urter og krydderier, og smagen er bestemt ikke det eneste spændende ved te; det er nemlig også mega sundt for os! De mange farverige ingredienser bidrager hver især positivt til vores kroppe og sind. Nogle renser kroppen og styrker immunforsvaret, andre giver ro og visdom eller energi og glød.
Vi har nøje udvalgt 5 forskellige varianter i Pukka's spraglede,økologiske te-univers , som vi synes, giver farve og velvære i hverdagen :-)
Kom forbi vognen og lad krop og sind udvælge din favorit!




